“Hvordan hun elsker mig!” - hundens ejer tænker med ømhed og ser, hvordan hun glæder sig ved sin ankomst. Men er dyr virkelig i stand til at elske, eller er folk tilbøjelige til at tilskrive menneskelige følelser til dem?
De mest udviklede dyr er ligesom mennesker naturligt udstyret med kompleks højere nervøs aktivitet. Som repræsentanter for Homo sapiens har de et temperament, er i stand til at huske og lære. De er kendetegnet ved følelser, der er karakteristiske for mennesker: frygt og glæde, vrede og ømhed. Men kan dyr opleve følelser som mennesker, for eksempel kærlighed?
Naturligvis har dyr følelser, men de er ikke som mennesker. Dyrets følelser er baseret på instinkt, enkle følelser, ikke belastet af moralske normer, refleksioner og abstrakte begreber, som et menneske.
Men nogle forskere anerkender stadig dyrenes evne til at opleve kærlighed.
Partnerskaber
Par i naturen opstår spontant, men ikke ved et uheld. Hunnen vil sandsynligvis parre sig med hannen af sin egen art, men ikke med nogen, men kun med den, der "behager" hende, dvs. med hvem hun som et resultat er i stand til at føde det mest levedygtige afkom. For at "fortsætte sig selv" var de stærkeste og mest tilpassede individer i stand til, den kloge natur tilvejebragte ritualer for frieri, kæmpede for en kvinde, gav dyrene evnen til at lugte, ydre tegn og andre tegn, kun kendt for dem, til umiskendeligt bestemme, hvilken af repræsentanterne for arten der er mest værdig "kærlighed". Måske yngler mange dyrearter så tilbageholdende i fangenskab: de har simpelthen ikke noget valg.
Nogle dyr danner stabile par: ulve og ræve, polarræve og hermelin, svaner og storke, gribbe og ørne. Partnerskabet mellem disse dyr varer flere sæsoner i træk, nogle gange indtil et af parret dør. Andre danner stabile par i en parringssæson, såsom bævere. Men "troskab" for disse repræsentanter for faunaen er ikke betinget af moralske normer, men af fysiologiske egenskaber: deres unger fødes hjælpeløse og kan kun overleve med pleje af begge forældre.
Andre dyr "klæber" til polygame forhold, og dette skyldes også de fysiologiske egenskaber ved en bestemt art. Mænd fra mange polygame dyr i parringstiden mister deres forsigtighed, nægter mad, og dermed øges dødeligheden blandt mænd kraftigt. For at sikre bevarelsen af arten stræber hver mandlig repræsentant for de "polygame" arter i dyreverdenen med at befrugte så mange hunner som muligt under sporet.
Moderens instinkt
For hver arts overlevelse er ikke kun reproduktivt instinkt vigtigt, men også moderinstinktet, der får kvinden til at tage sig af sine unger, lære dem at undgå fare, få mad til sig selv, udstyre et hjem - alt uden hvilken et voksent dyrs fulde liv er umuligt.
Og det gør de ikke, fordi de "burde" eller føler sig "ansvarlige" for deres babyer. Denne kraftfulde mekanisme er iboende i kvinden af sig selv. Men når man ser på, hvor rørende en mor slikker sine babyer, hvor uselvisk hun skynder sig at beskytte dem, selvom kræfterne ikke er lige, og undertiden bogstaveligt talt ofrer sig selv for at afkomene skal overleve, der vil vende tungen for at sige, at dette er ikke kærlighed? Ikke alle hemmeligheder er blevet afsløret for os af naturen, og en person kan endnu ikke med sikkerhed sige, om følelser er skjult bag dyrs instinkter, måske ikke i vores menneskelige forståelse af dette ord, men i et specielt, dybt, "dyr" "forståelse?
